Big-Q-Quiz.com

Anmeldelse: Midnight in Paris

af Dennis Rosenfeld

Jeg har ikke været specielt begejstret for Woody Allens seneste film. Især Vicky Cristina Barcelona synes jeg var rædselsfuld. Derfor var det også med stor tøven at jeg kastede mig over hans seneste film, som umiddelbart godt kunne lugte af et nostalgi trip af de helt store. Ikke desto mindre er Midnight in Paris Allens største kommercielle hit, hvis man ikke tager højde for inflation. Den var også åbningsfilmen på Cannes 2011.

I filmen følger vi Owen Wilson i rollen som Gil Pender, en Hollywood manuskriptforfatter der drømmer om at skrive den store roman. Han omtaler sit eget job negativt. Det giver ham penge og frihed, men den kunstneriske respekt, som han så gerne vil have, mener han kun at kunne få, hvis han skriver "rigtig" litteratur. Han er forlovet med Inez spillet af Rachel McAdams, som vist kun kan beskrives, som en kælling. De er på ferie i Paris med hans svigerforældre, som ikke har et særligt positivt indtryk af ham. Pender har en romantisk tilgang til tingene og ser Paris som kærlighedens smukke by, en opfattelse, som hverken Inez eller hendes forældre deler. Som prikken over i'et støder de på en af hendes eks-kærester, spillet af Michael Sheen, som er en højrøvet kultursnob. Hun synes dog, ligesom hans kone, at alt der kommer ud af hans mund er guld.

En aften efter middagen går Pender ud og nyder Paris alene ved aftentide. Da han sætter sig på et trappetrin kommer en veteranbil kørende, bremser og inviterer ham med til fest. Han hopper ind i bilen og da han ankommer til festen er alle klædt som i 1920'erne og han bliver præsenteret for F. Scott Fitzgerald og hans kone Zelda. Pender er noget tid om at indse at det han oplever ikke er en parodi, men at han rent faktisk er blevet transporteret tilbage i tiden.

Paris var som bekendt på det tidspunkt samlingspunkt for alverdens kreative mennesker, blandt andet folk som Ernest Hemingway, Gertrude Stein og Cole Porter. Pender møder dem alle og i takt med, at han tilbringer mere og mere tid væk fra sin forlovede, begynder deres forhold i stigende grad at falde fra hinanden.

Det klæder filmen. at det ikke er Woody Allen i hovedrollen og at Owen Wilson ikke spiller rollen som var han Allen. Alle de andre skuespillere er fantastisk castet. Hvis man har bare en smule indsigt i de mange kunstneriske helte, der optræder i filmen, er det en fornøjelse at se, hvor godt Allen har besat deres fiktive modstykker. Det er vitterligt en unik chance for at møde alle ens litterære og kunstneriske helte.

Dette er uden sidestykke noget af det mest originale som Allen har skrevet i meget lang tid. Det er til filmens absolutte fordel, at synet på Paris er en udlændings, fordi det ikke nødvendigvis er de samme ting han ser i Paris som en indfødt. Byen har sjældent set smukkere ud og får på mange måder den samme vidunderlige introduktion som Allen giver New York i Manhattan.

Musikken er hele tiden med til at underbygge filmens stemning og er den perfekte blanding af original musik komponeret til filmen, klassisk jazz og franske sange. Dette er en fabelagtig film, som har noget at sige om den facination med nostalgi, som kan være fremtrædende især i kreative miljøer. Det er måske ikke noget stort budskab, som Allen har at byde på, men han leverer det på så fornem og elegant vis, at der ikke behøves mere.

Den elegance består blandt andet i at filmen er et nostalgisk kærlighedsbrev til en tid, hvor den kunstneriske kreativitet var uden grænser og samtidig er en negering af den selvsamme trang til at svømme sig væk i en tid, hvor man ikke engang selv var i live. På den måde får Allen fremkaldt så uendeligt mange følelser i tilskueren.

Når jeg ser filmen tillader jeg mig selv at blive suget ind i den tid, hvor så meget af min favorit litteratur blev skrevet, men samtidig bliver jeg på fineste vis ført tilbage til den tid jeg lever i, hvor netop denne film kunne blive til, som jeg for intet ville have undværet at se.

Dette er filmens største bedrift og hvorfor den er så mesterlig.