Big-Q-Quiz.com

Anmeldelse: Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull

af Jesper Nicolaj Christiansen

Året er 1957 og den Kolde Krig og atomalderen er i fuld sving. Nazisterne er skiftet ud med den røde trussel, Kommunisterne, og i filmens prolog ser vi en aldrene Harrison Ford som den ukuelige Indiana Jones, løbe fra kommunisternes kugler, (med gigt og i ufrivillig slow motion, men kommunisternes kugler flyver åbenbart langsommere end nazisternes) og undgå et face-to-face møde med en atombombe ved at sætte sig i et køleskab. Men hvad fanden, det er jo Indy.

Efter et bad er Indy strålefri og vi kan konstatere at han er en krigshelt med flere medaljer end Rambo. Men da han jo har tiltrukket kommunist kugler som en magnet, er de amerikanske agenter usikre på om Indy er dobbeltagent. Det får ham fyret fra sit job og filmens Macguffin bliver malet, tegnet og klippet ud i bølgepap. Det drejer som om det mystiske krystalkranie som har uanet overjordiske kræfter, som den lettere sociopatiske russer, Irina Spalko (spillet af Cate Blanchett) vil gøre alt for at få sine smukke fingre i.

Indy for hjælp af den motorcykelkørende, springknivsførende hårfantast Mutt (spillet perfekt af Shia LaBeouf) og den altid rapkæftede gamle flamme Marion (spillet graciøst af Karen Allen). De to turtelduer har selvfølgelig en fælles interesse i Mutt, som alle har regnet ud længe før der går Jørgen Clevin i den (igen).

I et kapløb med Irina Spalko og hendes onde russiske kumpangonger skal Indy og slæng finde El Dorado, den legendariske by af pure guld. Det involvere en gravplads hvor filmens bedste replik bliver leveret, efter Indy lige har ordnet en bevæbnet bandit siger Mutt "You're a... teacher," og Indy ser ned på ham, med det verdensberømte glimt i øjet og siger "Part time." Endvidere får vi en alt for lang biljagt/kamp gennem junglen, og et blodigt møde med røde myrer hvor de fæle russere møder deres endeligt (jeg ved ikke om det skulle være ironisk, at russerne bliver spist af røde myrer, men en eller anden har nok moret sig, sikkert George Lucas.)

Sidste akt foregår i El Dorado, og er en blanding af ægte Indy nostalgi og rent CGI rumsludder.

Harrison Ford er blevet gammel. Men han holder stadigvæk som Doktor Jones, selvom alderdommen har gjort sit indtog på kroppen har den endnu ikke taget charmen, og glimtet i øjet. Indy lever! (Lidt endnu). Shia LaBeouf sparker røv i rollen som Mutt, hvor han med ægte ærbødighed og ungdomsiver, ikke lader nogle i tvivl om at han er Indys søn, og at han godt kan overtage serien, når Harrison hænger hatten. Ligeledes er det skønt at se Karen Allen tilbage i rollen Marion. Hun har været savnet og bringer en gnist af magien fra dengang med tilbage på skærmen. Alt i alt spiller alle fint, det som virkelig stinker er historien og effekterne. (Læg mærke til jeg skriver historien og ikke manuskriptet). Jeg tror manusforfatteren David Koepp har gjort hvad han kunne, men George Lucas havde denne her mildest sagt tåbelige idé om rumvæsner, som han tvang ned i halsen på både manusforfatter og instruktør. Og lige præcis her knækker filmen. Indy har altid været uløseligt forbundet med det overnaturlige, specielt den kristne mytologi, og det havde været ideelt at holde den tråd og blive i det univers, hvor der er "mere mellem himmel og jord." Men George, i sit vanvid, har synes, at der også skulle være noget sidelæns, så vi får ikke bare rumvæsner, men væsner fra en anden dimension. Lad det være sagt, det gør ingen forskel hvor de kommer fra, det er stadigvæk plat. Som sagt har David Koepp formået at skrive nostalgien ind i filmen, så der er øjeblikke hvor man sidder med tårer i øjnene og kan dufte 80'erne og mærke hatten på hovedet og høre pisken smælde.

Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull er ikke den bedste film i serien, men forhåbentlig heller ikke den sidste.