Big-Q-Quiz.com

Anmeldelse: Things We Lost in the Fire

af David Bjerre

Audrey og Brian Burke (Berry og Duchovny) er det perfekte par, der lever et perfekt liv i det perfekte hus, med to perfekte børn. Men ak og ve, denne lykke skal ikke vare ved. En aften da Brian er ude for at købe is til børnene løber han ind i en mand, der er ved at mishandle sin kone. Perfekte Brian griber naturligvis ind, hvorefter han bliver skudt og dør. Audrey er knust, men prøver at holde facaden overfor børnene, Det lykkedes dog ikke, så hun rækker en hånd ud og beder om hjælp fra Brians gamle ven, junkien Jerry (Del Toro), der forsøger at komme tilbage på det rette spor. Han flytter ind i gæstehuset og begynder at hjælpe familien. Ved fælles hjælp begynder de lige så stille at komme videre i livet.

Susanne Biers første - og forhåbentlig sidste - amerikanske film er en besynderlig forestilling. Allerede fra start hænger filmen i en tynd tråd, fordi Halle Berry og David Duchovny er absolut utroværdige som par og fordi filmens sæbeopera-replikker ikke hæver sig over Glamour stadiet. Ideen er sådan set meget god og der ligger et interessant drama begravet et sted i historien, men filmen er akavet og klodset fortalt. Underligt simple konflikter blandes med barske hverdags problemer, men begge dele bliver der skøjtet lige let hen over. Underligt nok er denne film, der handler så meget om følelser, både kold og distancerende. Og jo mere Bier forsøger at spinde sin "magi" jo mere akavet og kold bliver filmen.

Det hjælper naturligvis heller ikke, at Bier fortæller historien i sin sædvanlige hjælpeløse visuelle stil, der består af et håndholdt kamera, der sejler forvirret rundt, masser af ligegyldige close-ups af øjne og munde, og de der gode gamle Dogme-jumpcuts, der kan få enhver film til at ligne et efterskole projekt.

I de to hovedroller er Halle Berry og Benicio Del Toro lige så fortabt som deres instruktør. Berry ser ud som om hun er til X-Men convention og der lige er en der har spurgt hende om Storm kunne banke Superman. Hun får lov til at se Hollywood-smuk ud hele filmen igennem og det holder altså ikke hvis man vil lave et seriøst drama. Imens sejler den pålidelige Del Toro rundt som en anden Dr. Gonzo og ser ud, som om han lige er stået op med de største tømmermænd. Det er ikke et kønt syn.

Dette burde have været en simpel smuk film om at komme videre efter et næsten ubærligt tab, men fordi Bier aldrig kommer ind på karaktererne bliver filmen bare falsk og ligegyldig. Døden kan være mange ting, men der skal en helt speciel instruktør på banen for at få den til at virke utroværdig.