af Dennis Rosenfeld
Judd Apatow har opbygget et ry for at lave humor med hjerte. Både i hans tv-serier og film. Knocked Up er det seneste skud på den Apatowske stamme. I den følger vi Ben Stone (Seth Rogen) en umoden fyr, der bor sammen med en gruppe venner og vil lave et website, hvor de samler alle scener fra spillefilm hvor piger viser bryster. En dag er han i byen og møder i meget fuld tilstand Alison Scott (Katherine Heigl). Stik mod alle forventninger ender de to i seng sammen. Ben er så fuld at han ikke kan få et kondom på, så uden at sige det til Alison har de sex ubeskyttet.
Næste morgen kan Alison knap nok holde ud at se på Ben. Hun ser pludselig, at hun har begået en kæmpe fejltagelse og vil bare glemme alt om det. Det ville måske havde kunnet lade sig gøre, hvis det ikke var fordi hun er blevet gravid. Hun må nu have fat på Ben og fortælle ham, hvad der foregår. I stedet for at få en abort eller bortadoptere beslutter de sig for at prøve at opbygge et forhold og sætte et barn i verden.
Den rejse vi bliver taget med på er noget af det mest morsomme i år. Filmen byder også på utallige hændervridende pinlige scener. Det vigtigste er dog, at filmen er varm og dybest set gerne vil fortælle en historie om kærlighed. Det er da selvfølgelig ikke noget unikt i, men indpakningen historien kommer i her er noget helt for sig selv. En lille perle af en komedie.

Dette år har virkelig været Seth Rogens. Han er sjov og medrivende i rollen som Ben. Filmen har dog nok sine største chance i Bedste Originale Manuskript kategorien.