Big-Q-Quiz.com

Anmeldelse: I'm Not There

af David Bjerre

Dette er en Bob Dylan film, der ikke handler om Bob Dylan. Er det en hyldest til hans liv? En analyse af hans passioner og indre dæmoner? Eller er det bare en parodi, der skal latterliggøre denne højt elskede "folk singer"? Det er faktisk ikke helt til at sige, for filmen kunne lige så godt være indspillet på swahili, den vil være lige så forståelig for den gennemsnitlige seer.

Ifølge pressematerialet er filmens koncept, at seks skuespillere portrætterer Dylan i seks forskellige stadier af hans liv. Det er rart at vide det når man går ind og ser filmen, for det er ikke umiddelbart tydeligt. For det første fordi filmen er usandsynlig dårlig til at køre konceptet i stilling, for det andet fordi ingen af de seks personer rent faktisk hedder Dylan i filmen. De seks forskellige dele af historien bliver fortalt i brudstykker, arrangeret i tilfældig rækkefølge, uden nogen synderlig sammenhænge. Drømme sekvenser blander sig med musik video lignende vignetter, tilsat lidt mumlende voice-over og arkiv klip, der viser nogle af de historiske begivenheder Dylan var påvirket af. Er det fiktion vi ser? Scener inspireret af hans sange? Uden reference punkter er det ikke lige til at gennemskue.

I'm Not There er umulig at se, hvis man ikke er Dylan ekspert. Man skal ikke bare være tilfældig fan, nej man skal være EKSPERT i Dylan. EKSPERT i hans musik og EKSPERT i hans liv. Så har man måske en lille bitte chance for at værdsætte enkelte aspekter i filmen og samle de løse tråde instruktøren Todd Haynes lægger ud og efterfølgende snubler i.

At se I'm Not There føles som at være tvangsindlagt til en finkulturel oplæsning fra telefonbogen i 17 timer, som at se en Dogme-film med en spilletid på 3 år. Eller måske kunne man sammenligne oplevelse med at se Teletubbies. Man sidder måbende og stirrer på farverne og bevægelserne uden at kunne dekode nogle betydning eller historie ud af spektaklet. Men så kigger man over på det spædbarn, der sidder ved siden af og opdager, hvordan det intenst følger med udsendelsen og synes at få et sammenhængende plot ud af roderiet. Fascinerende! Men film, det er det ikke.

I'm Not There er selvfed performance kunst af værste skuffe. Absolut uudholdelig at se på. Og inden showet er overstået vil Dylans sange hænge de fleste langt ud af halsen.