af David Bjerre
"Andy... That's mom and pop's store."
Hank (Hawke) er fraskilt og flere måneder bagud med børnepengene. Hans storebror Andy (Hoffman) er i alt hemmelighed blevet afhængig af hårde stoffer. En vane der er blevet så dyr, at han har været tvunget til at fuske sig til nogle ekstra penge på jobbet. Med andre ord: Hank og Andy har desperat brug for penge. Men så er det Andy kommer med et forslag. Hvad med at de røver en lille juvelbutik? Han har en speciel en i tankerne. En de begge kender. Deres forældres butik.
Røveriet går selvfølgelig ikke som planlagt og i de kommende dage spidser situationen til. De to brødre bliver presset længere og længere ud, alt imens rebet strammes langsomt om halsen på dem.

Before The Devil virker som om den er instrueret af en 25-årig instruktør, sulten efter succes, som en anden Tarantino. Det er den bare ikke. Den er instrueret af den 83-årige Sidney Lumet, der vel efterhånden kun bliver holdt oppe af sit gode navn. Men han er åbenbart ikke mæt endnu.
Lumet forvandler en simpel historie til en energisk, fræk og original film. Fortællestilen minder faktisk på nogle punkter om Reservoir Dogs. Lumet spoler handlingen frem og tilbage efter forgodtbefindende, og viser oven i købet enkelte scener flere gange, fra forskellige vinkler. Hver gang man tror man har gennemskuet næste skrift hiver han et es ud af ærmet, og man bliver overrasket endnu en gang.
I de to hovedroller er Ethan Hawke og Philip Seymour Hoffman fascinerende at se på. Ethan Hawke spiller pjok, som kun han kan gøre det. Hans præstation leder tankerne hen på hans gennembrudsrolle i Dead Poets Society. Philip Seymour Hoffman derimod zig-zagger frem og tilbage mellem at spille bløddyr (som han tidligere har gjort i film som Boogie Nights og 25th Hour) og psykopat, der er i stand til hvad som helst (ligesom han gjorde Mission: Impossible III). Man ved aldrig helt hvor man har ham. Imens ses den 43-årige Marisa Tomai som Hoffmans problematiske kone, og hun demonstrerer til gengæld, at hun har en krop som en på 25, da hun smider tøjet flere gange undervejs.
Nej, Sidney Lumet er skam ikke klar til at blive kørt ud på fjernlageret endnu. Det understreger denne film med alt ønskelig tydelighed.
Filmen er måske nok lidt for useriøs til rigtig at kunne gøre sig gældende, men der har alligevel været snak i krogene om det måske er tid til at nominere Lumet til en rigtig Oscar for lang og tro tjeneste (han fik jo en ærespris i 2005).