af David Bjerre
Der var mange, inklusiv undertegnede, der ikke rigtig troede på ideen: Endnu et forsøg på at filmatisere en Frank Miller tegneserie, skudt udelukkende på en green screen (eller blue screen) scene, instrueret af manden bag 2004 udgaven af Dawn of the Dead.
Men så kom den første trailer online og med et var alt tvivlen blæst væk.
300 skulle vise sig at være årets første blockbuster. Et mega hit, som klarede sig bedre end selv de mest positive studiebossers turde gætte på. Historien om Leonidas og hans lille gruppe af tapre spartanere, der kæmpede en på forhånd tabt kamp mod en million persiske soldater fangede mere end bare Frank Miller fanboys. Filmen endte med at tjene mere end $450 millioner på verdensplan. Filmens succes er oven i købet skyld i at den længe ventede filmatisering af Watchmen tegneserien endelig fik grønt lys, med Zack Snyder ved roret.

300 var en storslået oplevelse. En teknisk bedrift uden lige, men samtidigt var historien medrivende og man følte for de stakkels mænd, der marcherede mod deres død.
Er Akademiet klar til at omfavne de virtuelle kulisser? Star Wars: Episode 1 og Episode 2 blev nomineret til Bedste Visuelle Effekter, men Episode 3 blev ignoreret. Sky Captain and the World of Tomorrow og Sin City var i skammekrogen fra start, så dem kan vi heller ikke rigtig regne med. Effekt kategorien er vist den eneste 300 rigtig kan komme i betragtning til.