Superman Returns
Bryan Singer
Skuespillere
Brandon Routh
Kate Bosworth
Kevin Spacey
James Marsden
Parker Posey
Studie
Warner Bros.

Efter to succesfulde "X-men" film besluttede Bryan Singer sig for at skifte tegneserie univers og instruere den nye Superman film. Han har taget sine to manuskriptforfattere Michael Dougherty og Dan Harris med og de har sammen lavet manus til filmen.
Superman har været væk fra jorden i en søgen efter andre overlevende fra hans hjemplanet Krypton. Han vender hjem, hans mission en fiasko. Han opdager at meget har forandret sig i hans fravær, bl.a. har Louis Lane vundet Pulitzer prisen på en artikel der udbasunerer hvor lidt jorden har brug for Superman. For at føje spot til skade er hun også blevet gift og har fået en søn. Lex Luthor finder i selskab med sine håndlangere Supermans Fortress of Solitude hvor han aktiverer krystal maskinen og Jor-El toner frem. Han lærer at den grønne krystal har store kræfter heriblandt evnen til at omstrukturere hele jordens overflade. Dette vil selvfølgelig være skyld i utallige menneskeliv og Superman må træde i karakter.
Selvom jeg virkelig gerne vil holde af denne film, kan jeg ikke. Effekterne er spektakulære, musikken er pompøs, rollelisten er fyldt med stjerner, men faktum er bare at historien på mange måder er en unødvendig genfortælling af den første Superman instrueret af Richard Donner. Værre endnu er det at så snart historien burde tage fart, går alting i stå. Filmen er alt for lang. Kevin Spacey er overdrevent manisk som Lex Luthor. Brandon Routh er ligegyldig i dobbeltrollen som Clark Kent/Superman. Sam Huntington er fin som Jimmy Olsen, men har ikke noget formål i filmen. Kate Bossworth er decideret fejlcastet, jeg tror ikke på at hun er en dybdeborende journalist, og slet ikke på at hun skulle have vundet Pulitzer prisen, dertil er hun alt for spag og fin. Lanes søn spillet af Tristan Lake Leabu er et irritationsmoment hver gang han er på skærmen. Parker Posey er sjov og faktisk noget af det bedste i filmen, sammen med Frank Langella der er god i rollen som Perry White. Faktum er dog at deres indsats, god eller dårlig ikke kan ændre på at manuskriptet slet ikke er godt nok. Dette ses da også på det ringe billetsalg filmen kunne præstere.

