[an error occurred while processing this directive]

5
Bedste
Oscar Film
2007

Atonement

Juno

Across the Universe

The Bourne Ultimatum

TThe Assassination of Jesse James

Rocky Balboa

Instruktør
Sylvester Stallone

Skuespillere
Sylvester Stallone
Burt Young
Antonio Tarver
Geraldine Hughes
Milo Ventimiglia

Studie
Metro-Goldwyn-Mayer

Alle troede, at "Rocky" serien havde fået sit definitive dødsstød efter den horrible "Rocky V". Selv Stallone har ved flere lejligheder beklaget filmen og har længe ytret, at han gerne ville lave en mere værdig afslutning på "Rocky" serien. 16 år efter ”Rocky 5” og præcis 30 år efter den originale udkom, kommer så endelig filmen, mange har ventet på med længsel. Jeg er vokset op med "Rocky" filmene og har set dem utallige gange, så da jeg så traileren til "Rocky Balboa", var det med store forventninger og en snert af frygt for fiasko. Min frygt er blevet gjort til skamme. Stallone har lavet en vidunderlig film, der er så meget mere end bare en boksefilm. Da Stallone skrev den første "Rocky", smeltede hans egen persona sammen med Rocky-karakteren. Han var en fattig, kæmpende skuespiller og tiden nærmede sig, hvor han måtte bryde igennem eller opgive sine drømme. Rocky står i samme situation i filmen. Han er dog ikke villig til at opgive sine drømme og på samme vis som Stallone, kæmper han og opnår mere, end han kunne have drømt om. Det er den amerikanske drøm personificeret, og Stallone smelter perfekt sammen med karakteren. Det er det, som gjorde den første "Rocky" fantastisk, og det er det, som gør denne sjette film i rækken til et mesterværk. Stallone har de sidste mange år sunket længere og længere ned af rangstigen i Hollywood og har lavet den ene rædselsfulde film efter den anden. Alle havde mistet troen på ham, men Stallone kæmpede og fik lavet filmen, han har drømt om i mange år.

Da vi kommer ind i Rockys liv, er hans kone Adrian død. Rocky driver restauranten Adrian’s, hvor han underholder gæsterne med historier fra sin boksekarrieres højdepunkter. Hans forhold til sønnen er anstrengt, da sønnen er træt af at stå i skyggen af sin far. Paulie arbejder stadig på slagteriet og er bitter som sædvanlig. Da en computer laver en simuleret kamp mellem Rocky og den nuværende sværvægts verdensmester Mason Dixon, er resultatet en sejr ved Knock Out til Rocky. Dette sætter en kædereaktion i gang. Dixon er stærkt upopulær hos publikum, da han endnu ikke har mødt reel modstand. Rocky har derimod stadig en plads i alles hjerter. Da Rocky nævner, at han overvejer at bokse igen, bliver han mødt med modstand og skepsis alle vegne. Han har dog noget, han skal have ud, og han kan kun gøre dette igennem boksningen. En opvisningskamp bliver arrangeret mellem Dixon og Rocky i Las Vegas, og dette er hans chance.

"Rocky Balboa" er den perfekte Rocky film og ligger sig helt oppe på siden af den originale. Dialogen er velskrevet og stærk, flere af karaktererne har gode monologer, der viser, at Stallone sagtens kan, når han vil. Rocky er, som vi husker ham, godmodig, knap så intelligent, men med hjertet på rette sted. Filmen indeholder også utallige referencer til de tidligere Rocky film - især etteren naturligvis. "Rocky Balboa" er en film, der rører, og som er dybt vedkommende. Uanset hvad er filmen en fantastisk oplevelse, og da den allerede har indtjent sit budget to gange, kan den ses som et comeback for Stallone. I sit næste projekt opliver han jo en anden ikonisk figur, nemlig Rambo. Hvordan det går, må tiden vise.

Dennis Rosenfeld