The Devil Wears Prada

Andy Sachs (Anne Hathaway) drømmer om at blive journalist, skrive store vigtige artikler og redde verden, men hun kan ikke få det job, hun så gerne ville have. Som en sidste udvej søger hun jobbet som assistent for chefredaktøren på modebladet Runway, Miranda Priestly. Selvom Andy er både "grim" og "fed" (Anne Hathaway? Right!), og tydeligvis blottet for modesans, bliver hun alligevel hyret. Miranda viser sig snart at være djævlen selv. Hun stiller fuldstændig urimelige krav til sine assistenter og behandler dem, som om de var skidt. Men i stedet for at sige op strammer Andy ballerne sammen, smækker nogle designerklude på og snart er hun ligesom alle de andre i modebranchen: kold og indholdsløs - hendes store drømme er pludselig langt væk...

"The Devil Wears Prade" virker som om, den er skrevet af en sur kvinde, der håbede at få sit store gennembrud i modebranchen, men som 10 år senere stadig hentede kaffe til folk, der var både yngre og smukkere end hende selv. Og big surprise, det er den også - næsten. Lauren Weisberger, der skrev romanforlægget, var assistent til Vogues chefredaktør i 2 år og baserede historien på sine egne oplevelser i branchen. Hun er vred over den behandling, hun fik, så hun vil gerne pege fingre. Det er desværre blevet til en karikeret og urealistisk historie, der er både triviel og forudsigelig.

Der er et grundlæggende problem i at lave en eksposé over modeverdenen: De fleste af os ved godt, at modeskaberne og modellerne er overfladiske og udelukkende fokuserer på udseende, og de fleste af os er ligeglade. Modebranchen lever i sin egen lille verden, der har meget lidt at gøre med almindelige menneskers liv. Det er da meget sjovt at se modebranchens selvbedrag udstillet, men det er ikke synderligt revolutionerende.

Meryl Streep har fået meget opmærksomhed for sit portræt af Miranda Priestly. Hun spiller da også rollen perfekt. Hun er iskold og blottet for følelser. Bortset fra en enkelt scene - der forsøger at sætte et menneskeligt ansigt på Miranda - består Streeps job sådan set bare i at stirre koldt på alt. Det er fint nok, for det fungerer i filmen, men det er ikke noget, man bør vinde Oscars for.

Pointerne i "The Devil Wears Prade" kan reduceres til fortune cookie sætninger som: "Succes gør dig ikke lykkelig" og "hold fast i dine drømme". Det er ikke stor kunst, men det behøver en god film nu heller ikke at være, så længe den ikke er lige så tom, som en models hoved.

Ja, modeverdenen er overfladisk og indholdsløs. Og det er "The Devil Wears Prade" også.