 |
|
|
|
|
|
- og de nominerede er...
- "The Chronicles of Narnia: The Lion, the Witch and the Wardrobe"
Dean Wright, Bill Westenhofer, Jim Berney og Scott Farrar
- "King Kong"
Joe Letteri, Brian Vant Hul, Christian Rivers og Richard Taylor
- "War of the Worlds"
Dennis Muren, Pablo Helman, Randy Dutra og Daniel Sudick
|
The Chronicles of Narnia
 |
"Ringenes Herre" for pattebørn. Sådan kan man vel bedst beskrive live-action filmudgaven af C. S. Lewis elskede børnebog om landet, der af en eller anden grund kan være inde i et klædeskab. Og flot ser den da ud, filmen, hvor Jesus er en løve, og grundlæggerne af den moderne kristendom er en flok møgunger, der læsper og ikke kan finde ud af at holde nallerne for sig selv. Der er bare ikke meget spænding for de biografgængere, der er holdt op med at sutte tommelfinger, og derfor skal man nok ikke regne med den slags nomineringer, der blev smidt i nakken på de tre Tolkien-filmatiseringer.
Instruktøren af denne talende pixibog hedder Andrew Adamson. Det var ham, der stod bag kameraet og computerne på de to Shrek-film, men denne gang har han desværre lagt morsomhederne og finurlighederne på hylden for i stedet at koncentrere sig om Good Clean Family Entertainment. TC
|
|
King Kong
 |
Tre timer og syv minutter. Altså ethundredesyvogfirs minutter! Så lang tid har Universal Pictures tilladt Peter Jeg-har-lavet-Ringenes-Herre-så-jeg-kan-gøre-hvad-jeg-vil Jackson at bruge på denne historie: Forrykt filmskaber sejler ud til sagnomspundet ø. Filmmager finder en stor abe og tager den med til New York. Abe går amok og bliver skudt.
Originaludgaven fra 1933 er fantastisk flot og underholdende, sjov og meget stramt fortalt. Jacksons remake minder om et franskbrød med for meget gær, der har fået lov til at hæve i en uge: Den er alt, alt, alt for stor. Handlingen er ufokuseret, skuespillerne er faktisk ikke ret gode, og indtil flere steder ligner computereffekterne faktisk
tja, computereffekter!
Genskabelsen af New York anno 1933 i imidlertid magnificent, og man føler sig virkelig hensat til depressionstiden, ligesom selve Kong uden tvivl er et teknisk vidunder
verdens ottende. Desværre er første trediedel af Jacksons opus ligeså djævelsk kedelig, som andet akt er djævelsk action-overkill. TC
|
|
War of the Worlds
 |
Steven Spielbergs hidtil dyreste film er en temmelig overdådig filmatisering af H. G. Wells' klassiske roman om rumvæsners angreb på jorden. Spielberg har flyttet historien til nutiden og ændret alle karaktererne, men ellers er alt ved det gamle. Vi følger den fraskilte havnearbejder Ray (Tom Cruise), der skal have sine 2 børn på weekendbesøg. En række mystiske lynnedslag plager det meste af kloden, og da hele lokalkvarteret mister strømmen, går det op for Ray, at der er noget helt galt. Rumvæsnerne er landet, og de udrydder alle, de møder på deres vej!
WOW var en af de få sommerfilm, der ikke skuffede i år, og en indtjening på $600 million på verdensplan taler sit eget tydelige sprog. DB
|
|
|
 |