Den kunstinteresserede galleriejer Madeline fra Chicago har for nylig giftet sig med en ægte sydstats-gentleman, og under et besøg i North Carolina introduceres hun for hans familie: hans skabagtige mor, hans fåmælte far, hans excentriske bror og dennes barnlige, gravide hustru, som falder på halen ved mødet med sin nye glamorøse svigerinde. Madeline's tilstedeværelse bringer skæbnesvangre, undertrykte følelser hos familiens medlemmer op til overfladen.
"Junebug" er en afskyelig lille film. En indiefilm i ordets værste betydning, der - i sit forsøg på at virke ægte - ender med at blive mere falsk end en Uwe Boll film. Masser af statiske billeder, en lydside der er 50% akavet stilhed og masser af øretæveindbydende karakterer, der taler forbi hinanden. PS/DB

Den 14. november 1959 trængte to mænd ind i et lille hus et sted i Kansas og myrdede hele familien, der boede der. Kort tid efter bliver disse tragiske begivenheder omtalt i en lille notits i New York Times, og det er her, forfatteren Truman Capote (Philip Seymour Hoffman) første gang hører om mordene. Han bliver fascineret af historien og beslutter sig for at skrive en artikel om sagen. Sammen med sin trofaste researcher Harper Lee (Catherine Keener) tager han til Kansas, hvor han møder den lokale sherif Alvin Dewey (Chris Cooper). Der går ikke lang tid, før politiet anholder de to unge mænd, der står bag mordet, og det lykkedes Capote at få lov til at snakke med den ene af mændene, den velformulerede stille Perry (Clifton Collins Jr.) og gennem deres samtaler, får han en helt speciel indsigt i sagen.
”Capote” er en tung film. Instruktøren Bennett Miller fortæller sin historie i kolde statiske billeder og formår ikke at lave et egentligt portræt af titelpersonen. Capote bliver aldrig til andet end en krukket über-bøsse, hvis man da kan tillade sig at sige sådan noget i disse tider, hvilket er ironisk, fordi filmen alligevel ikke tør gøre noget rigtigt ud af Capatotes forhold til sin ”ven” Jack Dunphy. Ved man ikke noget om Capote før filmen, er man ikke meget klogere, når den er slut. DB

Charlize Theron kaster sig ud i endnu "beskidt" rolle, hvor hun får lov til at ligne en rigtig kvinde og ikke bare en fotomodel. Historien er fiktiv, men baseret på den første sex-chikane sag i USA, Jenson vs. Eveleth Mines i 1984.
Josey Aimes forlader sin mand og flytter til det kolde, trøstesløse North Minnesota for at være tættere på sine forældre. Det er hårde tider, og Josey har svært ved at forsørge sig selv og sine børn ved at være frisør eller servitrice. Derfor søger hun job i den lokale mine, hvor hendes far allerede arbejder. Der er kun få kvinder ansat i minen, og de må finde sig i at blive moppet og chikaneret dagligt. De mandlige ansatte behandler dem som skidt, og ledelsen lader som ingenting. Det vil Josey ikke finde sig i. Hun beslutter sig for at tage kampen op mod systemet, men hun møder en kold skulder fra sin far og fra resten af lokalsamfundet.
Det kan godt være, at filmen er én stor kliché, men den ender nu alligevel med at gøre et vist indtryk. Theron leverer endnu en solid og seriøs præstation, og filmens birolle skuespillere - Sean Bean, Woody Harrelson, Sissy Spacek og Frances McDormand - gør det rigtigt godt. DB

To cowboys i begyndelsen af 20erne skal sammen passe en flok buttede får, der går på græs, gennem en vintersæson for foden af Brokeback Mountain i det puritanske USA. Vi skriver 1963, og det er ikke ligefrem velset at udvise homoseksuelle tendenser, hvilket dog ikke forhindrer de to mænd i at forelske sig i hinanden og begynde et skjult forhold, der vil vare i næsten to årtier.
Ang Lee har instrueret filmen, intet filmselskab ville lave og som burde være blevet en dundrende økonomisk fiasko. At der er tale om et hjerteskærende og medfølende nær-mesterværk har intet med sagen at gøre. Heath Ledger spiller – bogstavelig talt – røven ud af bukserne, Lee er virkelig i sit rette element igen efter "The Hulk", manuskriptet har ikke én falsk tone og filmen selv er nærmest som en række smukke malerier. TC