Bedste Adapterede Manuskript

- og de nominerede er...

  • "Brokeback Mountain", Larry McMurtry og Diana Ossana
  • "Capote", Dan Futterman
  • "The Constant Gardener", Jeffrey Caine
  • "A History of Violence", Josh Olson
  • "Munich", Tony Kushner og Eric Roth

Brokeback Mountain
To cowboys i begyndelsen af 20erne skal sammen passe en flok buttede får, der går på græs, gennem en vintersæson for foden af Brokeback Mountain i det puritanske USA. Vi skriver 1963, og det er ikke ligefrem velset at udvise homoseksuelle tendenser, hvilket dog ikke forhindrer de to mænd i at forelske sig i hinanden og begynde et skjult forhold, der vil vare i næsten to årtier.
Ang Lee har instrueret filmen, intet filmselskab ville lave og som burde være blevet en dundrende økonomisk fiasko. At der er tale om et hjerteskærende og medfølende nær-mesterværk har intet med sagen at gøre. Heath Ledger spiller – bogstavelig talt – røven ud af bukserne, Lee er virkelig i sit rette element igen efter "The Hulk", manuskriptet har ikke én falsk tone og filmen selv er nærmest som en række smukke malerier. TC
Capote
Den 14. november 1959 trængte to mænd ind i et lille hus et sted i Kansas og myrdede hele familien, der boede der. Kort tid efter bliver disse tragiske begivenheder omtalt i en lille notits i New York Times, og det er her, forfatteren Truman Capote (Philip Seymour Hoffman) første gang hører om mordene. Han bliver fascineret af historien og beslutter sig for at skrive en artikel om sagen. Sammen med sin trofaste researcher Harper Lee (Catherine Keener) tager han til Kansas, hvor han møder den lokale sherif Alvin Dewey (Chris Cooper). Der går ikke lang tid, før politiet anholder de to unge mænd, der står bag mordet, og det lykkedes Capote at få lov til at snakke med den ene af mændene, den velformulerede stille Perry (Clifton Collins Jr.) og gennem deres samtaler, får han en helt speciel indsigt i sagen.
”Capote” er en tung film. Instruktøren Bennett Miller fortæller sin historie i kolde statiske billeder og formår ikke at lave et egentligt portræt af titelpersonen. Capote bliver aldrig til andet end en krukket über-bøsse, hvis man da kan tillade sig at sige sådan noget i disse tider, hvilket er ironisk, fordi filmen alligevel ikke tør gøre noget rigtigt ud af Capatotes forhold til sin ”ven” Jack Dunphy. Ved man ikke noget om Capote før filmen, er man ikke meget klogere, når den er slut. DB
The Constant Gardener
Justin Quayle (Ralph Fiennes) er en stille og reserveret britisk diplomat udstationeret i Kenya, der foretrækker at bruge sin fritid på at passe sin have. Hans kone Tessa (Rachel Weisz) derimod er kendt for at sige, hvad hun mener, og kæmpe for sociale rettigheder. Men så en dag bliver Tessa myrdet. Til sine kollegaers overraskelse beslutter Justin sig for at tage sagen i egne hænder. Hans jagt på sandheden bringer ham tværs over det afrikanske kontinent, og han finder ud af, at han måske ikke kendte sin kone så godt som han troede.
Manuskriptet er baseret på en roman af John le Carré, og filmen er instrueret af Fernando Meirelles, der lavede "City of God". DB
A History of Violence
Viggo Mortensen er verdensmester i skuespil. Det var den danske presse enige om, efter den premieren på David Cronenbergs seneste voldsorgie, "A History of Violence". Det er selvfølgelig noget vås. Efter Cannes Festivalen lignede Cronenbergs historie om manden Tom Stall – der voldeligt og endeligt forsvarer sin familie og sine venner mod grimme, grumme mænd ved at skyde dem alle til plukfisk – en kandidat til Oscars i både instruktør, manuskript og skuespillerkategorierne. Men det var nu mest i mangel af bedre.
De bedre film kom, og det gik op for folk, at så godt spiller Viggo heller ikke, og så god er filmen egentlig heller ikke. Den minder i virkeligheden mest af alt om det materiale, den er løseligt baseret på: en middelmådig, voldelig tegneserie. Godnat Cronenberg! TC
Munich
Tidligt om morgenen d. 5. september 1972 trænger palæstinensiske terrorister ind i den olympiske by og tager 21 israelske idrætsmænd som gidsler. Efter flere dages forhandlinger prøver politiet at befri gidslerne, men det går galt, og de bliver alle dræbt. I efterdønningerne af blodbadet hyrer den Israelske regering et hold agent til at finde og dræbe dem, der stod bag aktionen. Dette er deres historie.
Steven Spielbergs nyeste film har fået hård kritik fra både palæstinensere og israelere - et sikkert tegn på at han er på rette vej og ifølge Big-O-Quiz.com's udsendte medarbejder, er dette måske nok den bedste Spielberg film nogensinde. DB