Dette er den sande historie om musikgeniet Ray Charles. Vi følger ham fra den spæde start i 1948, i en sølle natklub i Seattle, op igennem 50’erne og 60’erne, hvor hans stigende popularitet sætter ham istand til at lave en hidtil uset kontrakt med et større pladeselskab. Ray nægtede at lade sig holde tilbage af sit handikap, og igennem flashbacks ser vi hvordan hans mor lærte ham at kæmpe for de ting han tror på, og aldrig lade sig selv blive behandlet som et offer.
Privatlivet er dog mindre rosenrødt. Ray har svært ved at holde fingrene fra pigerne, selv efter han bliver gift og får familie. Tidligt bliver han også afhængig af heroin, et problem der bliver større og større efterhånden som tiden går. Men én ting går dog som det skal: Musikken! Hit på hit følger Ray Charles, og gennem sin musik når han steder hen han ikke havde turde håbe på, i sine vildeste drømme.
“Ray” er bygget op omkring Jamie Foxxs rystende effektive præstation i hovedrollen. Det viser sig hurtigt at alle rygterne er sande. Han er simpelthen fantastisk! Der er ganske enkelt ingen Jamie Foxx i filmen. Han er væk. I stedet møder vi et spitting image af Ray Charles. Foxx leverer en perfekt præstation, der løfter hele filmen op.
Men selvom Foxxs præstation er uovertruffen, så er filmen som helhed mindre imponerende. Instruktøren Taylor Hackford, der lavede den brillante “The Devil’s Advocate”, kan sit kram, men han får aldrig rigtig pustet liv i historien, der ofte virker flad og (tilgiv udtrykket) lidt for sort/hvid.
Måske er det fordi filmfolkene er så bange for at træde Ray Charles over fødderne (han var stadig i live mens projektet blev udviklet). De har valgt at fortælle historien på en meget pæn måde, der kunne få en til at tro at det i virkeligheden var Ray Charles selv der havde skrevet manuskriptet. Og mon ikke de fleste mennesker ville have en tendens til at huske de gode øjeblikke, fremfor de dårlige, hvis de skulle fortælle deres egen livshistorie? Selv når Ray Charles roder rundt med andre kvinder, eller tager stoffer så han dårligt kan stå på benene, bliver han altid fremstillet som en heroisk, om end dybt plaget, person der i virkeligheden ikke kunne gøre for det.
Som en anden Readers Digest udgave af “historien om Ray Charles”, kommer vi forbi alle de vigtig øjeblikke i hans liv: Dengang da han blot 7 år gammel så sin bror dø i en ulykke. Da han første gang siger stop, overfor de folk der vil forsøge at score penge på hans talent, uden at han får en krone ud af det. Eller da han, nærmest ved en tilfældighed, falder over en sang, der ender med at være med til at skabe den lyd der i sidste ende definerede Ray Charles. Men det hele føles en smule overfladisk og mekanisk.
“Ray” er et potpourri over Ray Charles’ liv. Vi får et udemærket indtryk af hans karriere og hans liv, men vi kommer aldrig rigtig i dybden med selve manden. Vi får ikke nogen fornemmelse for hvorfor han blev så succesfuld, eller hvad det egentlig var han kunne, som var unikt, og filmen ignorerer fuldstændig hans arbejdsproces. Hvordan blev alle de der hits egentlig skabt? Det fortæller filmen intet om. Alle de berømte sange dukker bare op undervejs når der er brug for dem, nærmest som om de blev tryllet frem.
Filmens problem bliver mest tydeligt illustreret, når den til slut gør den status over Ray Charles’ liv: Han var en meget talentfuld musiker, der ændrede musikscenen for evigt. I sidste ende blev han også stoffri og han endte med at få en lang glorværdig karriere, og undervejs har han givet en masse penge til velgørenhed. Nå ja, og så var han også god mod dyr... Måske sandheden om Ray Charles er en anelse mere kompliceret?
