Da jeg besluttede mig for at se Joel Schumachers filmatisering af "The Phantom of the Opera" var det ikke fordi jeg er stor fan af Andrew Lloyd Webber. Jeg er hverken rigtig for eller imod hans musik. Derimod elsker jeg Gaston Lerouxs bog, og syntes at Joel Schumacher har ramt plet et par gange i sin karriere. Endelig var der traileren som så meget lovende ud.
Filmen åbner også fantastisk og mine forventninger skød i vejret, det skulle de ikke have gjort. "Phantom of the Opera" er ikke nogen god film, langt fra. En af de store grunde til dette er at den næppe kan betragtes som en film i ordets sande forstand. Det virker som om Joel Schumacher har været bange for at pille ved Webbers manus, hvor ligegyldigt det end måtte være. Teater og film er to meget forskellige størrelse, men det kunne tyde på at det ikke er gået op for Schumacher. Han bruger simpelthen ikke mediet til noget. Kun en håndfuld gange bliver filmen virkelig flot og interessant at se på. Resten af tiden har vi altså med filmet teater at gøre. Han filmer den mandlige og den kvindelige sanger, og så klipper han mellem de to. Ydermere gør han det altså i 2 timer og 23 minutter. Alt, alt for lang tid. Skuespillerne har ikke noget at arbejde med, og man må ofte undres over om stykket kun har 3 numre. Det samme nummer bliver gentaget i det uendelige. At han heller ikke på noget tidspunkt giver sine karakterer dialog bliver også irriterende. Det er altså grænser for hvilke sætninger man gider høre sunget. Det bliver simpelthen alt for banalt. Det grænser til at sætninger som ”Jeg er træt”, ” Så må du hellere gå i seng”, ”Okay, det gør jeg”, bliver sunget. Selv i musical klassikere som "West Side Story" får karaktererne lov at have talt dialog. Rent teknisk er der også en bunke fejl, og flere steder hvor lyden ikke passer til de elskendes gestikuleren. Schumacher har simpelt hen glemt at det var en film han var i gang med at instruere, og resultatet er dræbende kedsommeligt. Både at se og høre på. Man kunne måske have sagt sig selv at manden bag "Batman & Robin" ikke er til at stole på, men at han kan lave en sådan stinker havde jeg alligevel ikke troet. Minnie Driver er for resten irriterende grænsende til det skizofrene, og slutningen er noget af det mest patetiske vist på det store lærred.
