“I love everything about you that hurts”.
HISTORIEN
To mennesker går mod hinanden på en gade et tilfældigt sted i London. En ung pige med skrigende rødt hår, og en mand i 30’erne. Deres blik mødes og de smiler begge. Disse to personer er: Dan (Jude Law) en forfatter, der arbejder med at skrive dødsannoncer, og Alice (Natalie Portman), en frisk åbenhjertige pige, der stripper. Da de to mødes er det kærlighed ved første blik, og de to flytter hurtigt sammen.
Vi møder Dan igen nogen tid senere. Han har fået skrevet og udgivet sin første bog, og nu er han hos en professionel fotograf for at få taget et portræt billede. Fotografen Anna (Julia Roberts) har læst hans bog, der er baseret på Alices liv, og hun er en smule fascineret af ham. Han bliver til gengæld med ét forelsket i hende og på trods af at Alice henter ham om kort tid, kysser han Anna. De to er lige på nippet til at kaste sig over hinanden for alvor, men bliver afbrudt da Alice ringer på døren. Anna møder Alice, og derefter bliver hun nød til at afvise Dan.
Der går igen et stykke tid. En aften sidder Dan og surfer rundt i et Internet sex chat room. Her møder han lægen Larry, og da han spørger Dan til hans navn skiver han ”Anna” og begynder at skrive nogle meget frække ting. De to har cybersex, Larry stadig i den tro at han snakker med en kvinde ved navn Anna. Derefter arrangerer Dan et møde med Larry, på et sted hvor han ved den rigtig Anna befinder sig. Da Larry tropper op for at mødes med Anna får han lidt af et chok, da sandheden går op for ham, men de to falder i snak, og begynder kort tid efter at date.
Således er scenen sat. Med et par tilfældigheder, en smule bedrag og en enkelt ondskabsfuld løgn bliver disse fire personers liv viklet hjælpeløst ind i hinanden...
FILMEN
“Closer” er baseret på et teaterstykke. Filmen udspiller sig blot over en håndfuld scener, og der er sjældent mere end to af de fire spillere til stede. Men lad dig ikke afskrække af det. De fire spillere er fantastiske. Og tro ikke på folk der siger at Julia Roberts er for sød og falder igennem, hun er akkurat lige så hudløs ærlig i sin præstation, som de andre.
Der er noget fascinerende ved at se en gruppe talentfulde skuespillere rulle sig ud i et filmatiseret teaterstykke. Historiens teaterrødder giver dem scener af den slags, der er en drøm for skuespillere, og det filmiske touch rykker os helt tæt på de nuancerede præstationer, og lader os dvæle ved de mindste detaljer, på en måde der ikke kan lade sig gøre på en teaterscene.
Det er den anerkendte instruktør Mike Nichols der står bag kameraet. Med film som “Carnal Knowledge”, “Catch-22” og “The Graduate” i sit bagkatalog, har han for længst skrevet sig ind i filmhistorien. Senest har han også haft succes på TV, med mini-serien “Angels in America”, men i forbindelse med “Closer” er det mest relevant at gå tilbage til hans første spillefilm, “Who's Afraid of Virginia Woolf?” fra 1966. Den udspillede sig nemlig også kun imellem fire personer. I dens centrum var to frygtindgydende præstationer fra Richard Burton og Elizabeth Taylor, og hver scene var gennemsyret af deres underliggende magtspil, der til sidst brød ud i lys lue.
“Closer” har noget af det sammen, men det er som om den er mere sårbar. Scenerne virker som om de er skabt at det tyndeste materiale, der ville smuldre ved den mindste berøring. Måske er det fordi filmen i virkeligheden ikke er interesseret i hvad personerne gør, men i stedet fokuserer på de øjeblikke hvor ændringerne i deres liv sker. Hvad personerne gør med deres nye situation, det er for så vidt irrelevant. Filmen forlader dem når de sætter en ny kurs, og vender først tilbage til dem igen, når de er klar til et nyt slag i hovedet, fra den brutale virkelighed. Netop derfor virker scenerne så porøse. Lige meget hvor sød og idyllisk en scene er i starten, så vil den uundgåeligt bryde sammen, og vende sig mod filmens karakterer.
Historien drejer sig i virkeligheden mest omkring Jude Law og Julia Roberts’ karakterer, men det er Clive Owen og Natalie Portman der stjæler showet. Hun som den sårbare men også dybt manipulerende Alice, der på overfladen ligner uskylden selv, men udemærket er klar over hvordan hun kan få skovlen under det modsatte køn. Han, fordi han nyder at pille folk fra hinanden med ord, ingen mere end Julie Roberts, som han sviner til i sådan en grad, at hun reelt virker dybt chokeret.
Filmens næstbedste scene er da også da de to støder ind i hinanden, da Larry opsøger en tilfældig stripbar hvor Alice arbejder. Han får en privat opvisning af hende, og scenen udspiller sig efter dette, mens hun stadig er iklædt næsten ingenting. Han æder hendes råt med øjnene, men selvom han også prøver at pille hende fra hinanden lykkedes det ikke. “What does your cunt taste like?”, spørger Larry, hans ansigt er en åben bog. Alice smiler stille og bryder ikke hans blik. “Heaven”, siger hun, og tager pengesedlen han holder frem mod hende. Ja, “Closer” nyder at lege med publikum, lige så meget som den nyder at leg med sine karakterer.
Men filmens bedste scene tilhører nu alligevel Natalie Portman og Jude Law, da Dan fortæller Alice at han slår op med hende. Alices verden styrter i grus for øjnene af os, og Portman bliver forvandlet til en grådkvalt klump af følelser der ikke er helt gennemtænkte. ”Nobody will ever love you as much as I do” siger hun. Men somme tider er kærligheden bare ikke nok. Inden filmen er slut vil denne ufravigelige sandhed have brændt sig ind i alle fire karakterers sjæl.
“Closer” er ikke en behagelig film. Det er en film for folk der ikke har noget imod at blive mindet om at livet kun er værd at leve, fordi alternativet er så deprimerende. At de fleste mennesker kun er interesseret i deres egen lykke, og vil udsætte andre for næsten ulidelig smerte, for at opnå den. Og at kærlighed i bund og grund kun er sex, tilsat en dagdrøm.
Kynisk? Ja. Ærlig? Måske. Fascinerende? Uden tvivl.
